Efter mange knivstikkerier i det storkøbenhavnske område har politiet torsdag anholdt tre mænd, som de sigter for drabsforsøg.
Københavns Politi skriver i en pressemeddelelse fredag:
“Tre mænd med tilknytning til bandemiljøet blev anholdt i går, da Københavns Politi slog til på flere adresser i Storkøbenhavn. Ved ransagninger på stederne blev der fundet flere effekter, som i forbindelse med den videre efterforskning skal undersøges nærmere. Anholdelserne kommer efter en omfattende efterforskning af de knivstikkerier, der har fundet sted i kredsen den seneste tid.
LÆS OGSÅ: To personer stukket ned med kniv juleaften
To af de anholdte er to mænd på 18 og 24 år, som sigtes for drabsforsøg den 24. december 2022 på Dortheavej i Nordvest. Her blev to personer tildelt flere knivstik.
Den 24-årige anholdte er desuden sigtet i en sag om drabsforsøg begået den 27. november på Knapmagerstien i Sundby, hvor en person blev stukket flere gange med kniv. I den sag anholdt Københavns Politi i går yderligere en mand på 18 år, som også sigtes for drabsforsøg.
Som led i den fortsatte efterforskning forventer Københavns Politi at foretage flere anholdelser den kommende tid.
LÆS OGSÅ: Amager: Ung mand stukket med kniv i lår og torso
”Vi arbejder meget hårdt på at få stoppet de alvorlige knivstikkerier, vi har set den seneste tid, og selvfølgelig også på at finde frem til gerningsmændene. Derfor jeg er tilfreds med, at vi har anholdt og sigtet tre mistænkte. Vores efterforskning peger fortsat i retning af, at der er tale om et opgør mellem unge, hvoraf nogle færdes i bandemiljøet,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.
De tre anholdte vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor der af hensyn til den videre efterforskning vil blive begæret dørlukning. “
Politiet har i denne uge genindført visitations-zoner på dele af Nørrebro og Nordvest-kvarteret i et forsøg på at komme knivstikkerierne til livs. I visitationszonerne kan politiet visitere personer, der opholder sig i zonen, uden at have en konkret mistanke om ulovligheder.
LÆS OGSÅ: Igen: Politiet indfører visitations-zoner efter flere knivstik
Visitationszonen gælder til 22. februar.
(Opdatering: Alle tre blev varetægtsfængslet for 25 dage).