Politiets Efterretningstjeneste (PET) holder øje med en mulig forbindelse til Iran i en sag om eksplosioner i nærheden af Israels ambassade onsdag.
Det fremgår af en skriftlig udtalelse fra efterretningstjenesten torsdag.
Torsdag har Fredrik Hallström, der er operativ chef i svensk politis efterretningstjeneste Säpo, sagt, at der er en del, der taler for, at Iran kan have haft en rolle i et skyderi ved den israelske ambassade i Stockholm.
– Det er selvfølgelig en udvikling, PET holder øje med, for hvis vi har en statslig aktør, der får unge kriminelle til at udføre handlinger rettet mod jødiske mål i vores naboland, så kan vi jo være bekymrede for, at det også vil ske i Danmark, lyder det i udtalelsen.
Tidligt onsdag morgen skete der to eksplosioner ved den israelske ambassade i Hellerup. Ingen kom til skade.
I udtalelsen kommer PET også ind på, at der angiveligt er unge fra Sverige, der kommer til Danmark for at begå kriminalitet i bandemiljøet.
De seneste måneder er en række unge svenskere blevet anholdt i Danmark og sigtet for blandt andet våbenbesiddelse og drabsforsøg.
Efterretningstjeneste følger sagen om sprængningerne tæt, lyder det videre i udtalelsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Det er ekstremt alvorligt, hvis en udenlandsk ambassade er mål for et angreb, og sagen har derfor stor bevågenhed i PET.
– Vi er på den baggrund i en meget tæt dialog med en række af vores udenlandske partnere om både denne sag og lignende sager, der kan have samme type af gerningsmænd og fremgangsmåde, lyder det i udtalelsen.
Derudover er efterretningstjenesten i løbende dialog med den israelske ambassade vedrørende sikkerheden.
Torsdag er to unge svenskere blevet varetægtsfængslet for at have bragt to håndgranater til sprængning på et tagterrasse på et hus, der ligger i nærheden af den israelske ambassade.
De nægter sig begge skyldige i at have transporteret og besiddet fem håndgranater og bragt to af dem til sprængning.
Tirsdag aften blev der affyret skud ved den israelske ambassade i Stockholm. Det var ligeledes tirsdag aften, at Iran sendte en regn af missiler ind over Israel.
Svensk politi har endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med skyderiet ved ambassaden.