DMI advarer om storm og oversvømmelser: Særligt en landsdel bliver hårdt ramt

Illustrationsfoto

DMI varsler vindstød af stormstyrke samt for forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst

Det er en temmelig både blæsende og våd uge, som vi går i møde.

Sådan lyder meldingen søndag fra Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

DMI har udsendt en varsling om vindstød af stormstyrke og om forhøjet vandstand. Her er det Jylland, der ser ud til at blive hårdest ramt.

– Det er, som det ofte er, langs Vestkysten, hvor vi får stormende kuling og vindstød af stormstyrke, siger Anja Bodholdt.

Varslet om forhøjet vandstand rammer også langs den jyske vestkyst mellem Blåvands Huk og Thyborøn.

Her forventer DMI, at vandstanden kan nå mellem 1,8 og 2,2 meter over normal vandstand ved højvandet mandag formiddag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anja Bodholdt fortæller, at ifølge DMI’s prognoser vil det våde og blæsende vejr fortsætte resten af den kommende uge dog med ophold.

– Det er sådan lidt af flere omgange, at vi vil opleve både blæsevejr og regnvejr, siger den vagthavende meteorolog.

Det er ikke kun i den vestlige del af landet, at man forbereder sig på dårligt vejr de kommende dage.

SE OGSÅ: HER ER LISTEN OVER UHYGGELIGE GENSTANDE BESLAGLAGT HOS TILTALT EMILIE MENG-MORDER

I Guldborgsund Kommune gør de sig klar til eventuelle oversvømmelser, skriver TV 2 Øst.

Her deler kommunen endnu en gang sandsække ud til borgerne. Sandsækkene skal fungere som et værn mod vand. Borgere skal dog medbringe en skovl, da man selv skal fylde sækkene.

Også færgerne til og fra Bornholm rammes af vejret mandag.

Bornholmslinjen oplyser på sin hjemmeside, at grundet varsel om kraftig vind op til stormstyrke omkring Bornholm er de to første dobbeltture med Express 5 henholdsvis klokken 06.30 og klokken 10.30 fra Rønne aflyst.

Færgen Hammershus indsættes i stedet med afgang fra Rønne klokken 07.00.

På Storebæltsbroen advares der imod blæst, der kan påvirke kørslen. Passage med påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt. Varslet forventes ophævet mandag klokken 9, lyder det fra Sund og Bælt.

Der kommer også til at køre færre tog i Vest- og Sønderjylland mandag morgen på grund af stormvarsel. Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse ifølge TV 2.

/ritzau/