Cykel trukket under bil: Kørte cyklist ned under opgør

En bilist er blevet sigtet for vanvidskørsel efter at have påkørt en cyklist lørdag ved Følle Strand nær Rønde.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport. 

Mandens bil er blevet beslaglagt.

Sigtelsen udspringer af en episode på Strandvejen i Følle Strand omkring middagstid lørdag. 

Her var der “uoverensstemmelser” – for at bruge politiets ordvalg – mellem en bilist og en gruppe motionscyklister.

Klokken 12.11 blev politiet tilkaldt. Anmeldelsen gik på en forsætlig påkørsel. På stedet traf politiet både bilisten og gruppen af cyklister, som havde været sammen med den tilskadekomne cyklist.

Vidner har fortalt til politiet, at bilen i forlængelse af uoverensstemmelserne pludselig ramte den ene cyklist, som væltede, hvorefter cyklen blev trukket under bilen.

En af politiets tekniske eksperter i trafiksager, en såkaldt bilinspektør, har været tilkaldt for at undersøge gerningsstedet.

Føreren af bilen er blevet sigtet efter de paragraffer, som med en populær betegnelse kaldes “vanvidskørsel”. 

Det særlige ved den form for lovovertrædelse er, at det kan føre til konfiskation af køretøjet.

Østjyllands Politi har valgt at beslaglægge mandens bil med henblik på at kræve den konfiskeret.

Den tilskadekomne cyklist brækkede ifølge Østjyllands Politi kravebenet og fik nogle knubs.