Bump var lagt forkert: Farligt for busser, lastbiler og ambulancer!

Et firma havde langfredag lagt nye vejbump i Grenaa forkert med det resultat, at de var farlige at køre over for især store køretøjer.

Det skriver TV2 Østjylland på deres hjemmeside.

Vejbumpene var anbragt på sådan en måde, at busser, lastbiler og ambulancer og andre store køretøjer faktisk var nødt til at standse helt op for at komme over dem, hvis de ikke skulle have sig en gevaldig rystetur.

Bumpene var lagt ved en rundkørsel, hvor N. P. Josiassens Vej rammer Østerbrogade i Grenaa.

Det er firmaet Saferoads, der har lagt vejbumpene, og de beklager, at der er sket ‘en svipser’.

Vejbumpene var lagt således, at den del, der skulle have ligget mod vejsiden, var flyttet en kvart omgang. Da vejbumpene er stejlere på siden end på den anden led, blev bilerne løftet højere op end normalt, hvis de kørte over bumpene med normal fart.

Saferoads vendte bumpene igen mandag.