Et gammelt industriområde i Københavns Kommune skal nu omdannes til et moderne bykvarter med boliger, botilbud og børneinstitutioner. Kommunen oplyser, at man skyder byudviklingen i gang med det første grundudbud til boliger i Bystævneparken.
Københavns Kommune har nu sat en større grund i Husum til salg.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Salget beskrives som et vigtigt skridt i udviklingen af Bystævneparken, der skal rumme helt op mod 680 boliger, 250 plejeboliger og botilbud samt to daginstitutioner.
Udviklingen glæder overborgmester Sisse Marie Welling.
(Artiklen fortsætter under billedet)

”Vi har brug for mange flere boliger til københavnere med helt almindelige indkomster. Derfor er jeg rigtig glad for, at arbejdet med at omdanne Bystævneparken er i gang, så vi får et helt nyt boligområde med fællesskab og mangfoldighed og plads til natur. Jeg glæder mig til at følge udviklingen”, siger hun.
Bystævneparken er et tidligere industriområde. Det beskrives som et område, der ligger naturskønt lige ved Vestvolden og tæt ved Utterslev Mose i Husum. Byudviklingen kommer til at ske over etaper i de kommende år.
Det første udbud af byggeriet til private boliger er ifølge Københavns Kommune netop sat i gang med en byggeret på omkring 25.000 etagemeter boliger.
Line Barfod, der er klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, håber på, at en del af området vil ende med at bære præg af alsidigt og personligt byggeri.
“Mit håb er, at en del af byggeriet i området vil blive gennemført som byggefællesskaber, hvor de fremtidige beboere deltager i projektudviklingen af deres drømmebyggeri. Byggefællesskaber kan føre til mere alsidigt og personligt byggeri, der er til at betale og til at leve i. Samtidig kan byggefællesskaber tilføre deres nabolag nye aktiviteter,” siger hun og fortsætter:
“Det vil være en stor gevinst for både beboerne og byen, hvis vi kan få flere bygge- og bofællesskaber op at stå i København, som det er tilfældet i mange andre kommuner og andre lande.”