Siden han vandt den prestigefyldte Queen Elisabeth-konkurrence i 1997 har den danske violinist og dirigent Nikolaj Szeps-Znaider rejst kloden rundt med en række af de største orkestre i verden.
Alligevel har han siden 2007 årligt taget sig tid til at vende tilbage til Det Kongelige Teaters Gamle Scene for at optræde foran det danske publikum.
Og 2026 bliver altså ingen undtagelse, da Szeps-Znaider igen spiller en stjernekoncert i den historiske teatersal.
Det annoncerer Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Et portræt af violinens udvikling’
Når Nikolaj Szeps-Znaider vender tilbage til Det Kongelige Teater den 23. november, kan publikum se frem til at opleve flere velkendte værker fra tre store komponister.
‘Aftenens program spænder over mere end hundrede års europæisk musikhistorie og udfolder violinens mange udtryksmuligheder, fra Franz Schuberts elegante og melodiske sonate i a-mol til Edvard Griegs passionerede og dramatisk ladede tredje violinsonate,’ lyder det i pressemeddelelsen.
Efter en pause står resten af aftenen i den legendariske violinist og komponist Fritz Kreislers tegn.
Programmet byder dog på mere end blot skønne melodier. Der er tilsyneladende en tematisk sammenhængende idé bag valget af netop Schubert, Grieg og Kreisler.
‘Koncerten tegner samtidig et portræt af violinens udvikling gennem romantikken. Schuberts musik udfolder sig i et raffineret samspil mellem violin og klaver, mens Grieg udvider formatet med stærke kontraster, nordisk klangfarve og symfonisk bredde. Hos Kreisler samles udtrykket i en række virtuose og stemningsfulde miniaturer, hvor melodien står i centrum,’ forklares det i pressemeddelelsen.
Det er dog ikke kun musikken, der er historisk.
Nikolaj Szeps-Znaider kommer nemlig til at levere sin karakteristiske klang musikalske virtuositet via et helt særligt instrument.
Det Kongelige Teater ejer nemlig en sjælden Guarneri del Gesù-violin fra 1741, som tidligere tilhørte Fritz Kreisler selv.
Violinen har gennem en årrække været udlånt til den danske verdensstjerne, der selvfølgelig også tager den med, når han vender tilbage til teatret.
Du kan læse mere om koncerten og købe billetter her.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store