Andreas Hansen får chancen på landsholdet, fordi Filip Jørgensen er udgået af truppen med en skade.
Landstræner Brian Riemer har indkaldt Andreas Hansen til landsholdet.
FC Nordsjællands målmand erstatter Filip Jørgensen, som udgår med en skade.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i et opslag på X.
31-årige Hansen var også indkaldt til landsholdets kamp mod Færøerne i marts 2024. Han har endnu sin debut til gode.
Filip Jørgensen har kæmpet med Mads Hermansen om pladsen mellem stængerne, siden Kasper Schmeichel offentliggjorde sit karrierestop tidligere på året.
Jørgensen står noteret for fire kampe for A-landsholdet, men har siddet på bænken i de seneste tre.
Senest var han blandt reserverne i lørdagens 4-1-sejr over Portugal. DBU oplyser ikke, hvilken skade Jørgensen døjer med.
Riemer råder desuden over Andreas Jungdal, som til daglig spiller for belgiske Westerlo.
RITZAU