Asger Krogsgaard, som er stor modstander af gødskningsloven, blev søndag valgt ind i Venstres hovedbestyrelse.
Den vestjyske svinebonde Asger Krogsgaard er søndag valgt ind i Venstres hovedbestyrelse ved partiets landsmøde i Herning.
Det skriver flere medier, herunder DR, TV 2 og TV Midtvest.
Der skulle vælges syv medlemmer blandt otte kandidater til hovedbestyrelsen, hvor der sidder over 100 medlemmer. Stemmetallet blev ikke offentliggjort, skriver DR.
Asger Krogsgaard er svinebonde fra Holmsland på Ringkøbing-egnen. Han er blandt andet tidligere bestyrelsesformand for Danish Crown og Danske Svineslagterier. Han har også en fortid som næstformand i Landbrug & Fødevarer.
Desuden er Asger Krogsgaard stor modstander af den såkaldte gødskningslov, som de seneste måneder har skabt intern uro i Venstre.
Loven tildeler danske landmænd kvoter for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster.
Da den blev vedtaget af et flertal i Folketinget efter sommerferien, stemte 5 af 18 folketingsmedlemmer i Venstre imod partilinjen, som var at stemme for loven.
To af de fem var Søren Gade, der i sidste måned har forladt Folketinget, og Preben Bang Henriksen, som senere i oktober blev ekskluderet og i dag er løsgænger i Folketinget.
Fælles for de to var, at de ikke kan støtte den linje, som partitoppen anført af Venstre-formand Troels Lund Poulsen har lagt.
Asger Krogsgaard overtog pladsen som kandidat til hovedbestyrelsen, da Struer-borgmester Marianne Bredal (V) valgte at trække sit kandidatur.
Hun henviste til, at hun hellere ville koncentrere sig om sit borgmesterjob. Det er dog også velkendt, at hun har været kritisk over for den såkaldte “grønne rejse”, som Troels Lund Poulsen har udtalt, at Venstre er i gang med.
– Jeg er borgmester i Struer Kommune og skal først og fremmest varetage min kommune og min landsdels interesser. Det ser jeg desværre ikke længere foreneligt med at sidde i Venstres hovedbestyrelse, sagde Bredal tidligere på måneden til TV Midtvest.
Asger Krogsgaard havde ikke meget godt at sige om gødskningsloven, også kendt som L5, da han tidligere søndag var på scenen i MCH Herning Kongrescenter for at adressere de delegerede og fortælle dem, hvorfor han skulle have deres stemme.
– Vi har tjekket ind i trepartsaftalen med stor energi. Men vi er blevet bagløbet af L5 ført af en arrogant minister og uden ordentlig faglig forklaring for vores politiske bagland, sagde han blandt andet ifølge flere medier.
– Det skaber lige nu voldsomme frustrationer, koster mange arbejdspladser, og der er mistillid til det politiske system. Det er skammeligt, fordi vores fødevareproduktion er faktisk den vigtigste del af den grønne rejse, tilføjede han.
Asger Krogsgaard siger til TV 2 efter sit valg til hovedbestyrelsen, at landbrugserhvervet er klar på “den grønne retning”. Men at det skal ske i det rigtige tempo.
– Vi vil bare gerne i en hastighed, hvor vi kan følge med. Lige nu kører vi med 120 i timen. Det skal vi have hanket op i, siger han til TV 2.
RITZAU