Politi formoder, at sag, hvor to børn blev tvunget ind i bil og kørt bort, har relation til tidligere sag
To børn blev nytårsnat tvunget ind i en bil ved Gråsten. Forud for det var deres far – en 49-årig mand – blevet overfaldet. Medier i Tyskland og Danmark har tidligere omtalt familiens forhold på grund af uenighed mellem forældrene om forældremyndigheden.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I november 2022 blev seks mænd anholdt og sigtet for forsøg på bortførsel af tre børn til Tyskland. I den forbindelse stod moren, Christina Block, frem og beskyldte eksmanden for at have bortført børnene.
Hun er datter af grundlæggeren til en større bøfhus-kæde i Tyskland.
I forbindelse med den anden sag sagde hun, at de seks personer, der blev anholdt, var ansat som sikkerhedsfolk, der skulle beskytte hende og andre familiemedlemmer, mens de var i Gråsten for at få børnene i tale.
En tysk domstol har givet hende retten til at bestemme, hvor børnene skal bo, men det har danske myndigheder siden hen affejet, da det blev vurderet, at det ikke ville gavne børnenes trivsel at bo hos moren.
Børnenes far har tidligere udtalt, at hans ekskone overvåger dem, og at det gør børnene utrygge.
Sagen mod de seks vagter blev droppet af Anklagemyndigheden, da den vurderede, at der ikke var beviser nok til, at den ville holde i retten.
Politiet har iværksat en eftersøgning af børnene og gerningsmændene og er i dialog med tysk politi.
Politiets hovedfokus er at finde børnene, få dem i sikkerhed og sørge for, at de har det godt.
Der er tale om en dreng på 10 år og en pige på 13 år.
Politiet efterlyser desuden to tyskindregistrerede biler, en Citroën DS7 Crossback med registreringsnummer DNAV 9551 og en Mercedes A-klasse med registreringsnummer WIW 6481 E.
Politiet vil gerne høre fra vidner, men vil ikke kommentere sagen yderligere.
/ritzau/