01. feb. 2024 - 16:00

Breaking: Politiet med nye oplysninger i Nordic Waste-skandale

Foto: Randers Kommune


Politiet skal nu gennemgå anmeldelse og vurdere sagen. Først når der er afgørende nyt, meldes der mere ud

Østjyllands Politi har modtaget en anmeldelse fra Randers Kommune mod Nordic Waste. Det bekræfter politiet torsdag på det sociale medie X.

Politiet modtog onsdag en skriftlig anmeldelse fra kommunen.

– Vi vil nu gennemgå anmeldelsen og vurdere, hvad der herefter skal ske, lyder det i en kortfattet udtalelse fra politiet på X.

– Vi er bevidste om den store offentlige interesse, der er for sagen, men vi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. Vi melder ud, når vi har afgørende nyt i sagen, lyder det videre.

Kommunen har tidligere meldt ud, at den agtede at anmelde virksomheden Nordic Waste til politiet i forbindelse med jordskreddet ved Ølst. Og nu bekræfter politiet altså at have modtaget en anmeldelse.

(Artiklen fortsætter under tweetet)

Virksomheden Nordic Waste beskæftiger sig med oplagring og rensning af forurenet jord. På virksomhedens grund ved Ølst i Randers Kommune er tonsvis af jord blevet opbevaret.

Men i slutningen af 2023 begyndte jorden at bevæge sig. Vandløb og dermed miljøet i området er truet, og samtidig udspiller sig et større drama med hensyn til at placere et ansvar.

Randers Kommune præsenterede tirsdag i denne uge en advokatundersøgelse. Undersøgelsen er bestilt og betalt af kommunen. Den placerer entydigt ansvaret – det juridiske – hos virksomheden.

Kommunen kunne godt have ført bedre tilsyn med virksomheden, men forsømmelserne har ikke en karakter, som er ansvarspådragende.

På Christiansborg har flere ministre været i sving. Statsminister Mette Frederiksen har besøgt jordskredsområdet, og både miljøminister Magnus Heunicke (S), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) har holdt pressemøder om sagen.

Regeringen har bestilt en undersøgelse hos Kammeradvokaten med henblik på at klarlægge, om der kan placeres et ansvar – muligvis endda et straffeansvar.

Et spørgsmål som fylder både i den almindelige debat og hos politikerne, er spørgsmålet om det moralske ansvar. Her nævnes milliardæren Torben Østergaard Nielsen og hans døtre, som er virksomhedens reelle ejere.

/ritzau/