Brandvæsen i redningsaktion: Femårig falder ned i affaldscontainer

Foto: Hovedstadens Beredskab

En femårig dreng kom ikke til skade, da han lørdag eftermiddag faldt i en underjordisk container

Hovedstadens Beredskab rykkede lørdag eftermiddag ud til Albertslund, da en femårig dreng var faldet i en underjordisk affaldscontainer.

Det oplyser Martin Kjærsgaard, som er vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, til Ritzau.

Ifølge operationschefen kom drengen ikke til skade. Han har heller ikke været klemt fast i åbningen eller lignende.

Men beredskabet måtte rykke ud, da det ikke var muligt for drengens far at få ham op af containeren.

Der er tale om affaldscontainer, som står udenfor.

Hovedstadens Beredskab har delt billeder af den container, som drengen faldt i, på det sociale medie Twitter.

Her kan man se, at der er tale om en container, som har en låge, der kan løftes op og ned. Derefter er der hul ned til selve containeren under jorden.

/ritzau/