Politiet advarer beboere om røg fra brand: Bliv inden døre!

Der er sent fredag eftermiddag opstået brand i et hus på Ladefogedvej i Sorø.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver på Twitter:

“BRAND SORØ på Ladefogedvej 4 i hus. Kraftig røg fra bygningen – og beboere boende syd for skal blive indendørs.”

Der er ingen personer inde i huset.

Politiet udsendte senere dette:

“Dette er en beredskabsmeddelelse fra Sydsjælland og Lolland-Falster Politi. Der er udbrudt brand i en villa på Ladefogedvej 10, 4180 Sorø. Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding. Der er udsendes IKKE sirenevarsel. Advarslen vedrører borgere boende på Bjernede Kirkevej og Bjernede Parkvej, 4180 Sorø. Personer i det berørte område skal gå inden døre og søge information hos DR og TV2. Der opfordres til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer i området. Kontakt kun politi eller alarmcentral i akutte tilfælde. Hvis man har opholdt sig i røgfanen og efterfølgende bliver dårlig, skal man kontakte nærmeste læge eller akutmodtagelse Der udsendes yderligere informationer via Danmarks Radio, TV2, på tekst-tv og politi.dk Der udsendes kun beredskabsmeddelelse igen, når man igen kan åbne døre og vinduer. Dette var en beredskabsmeddelelse fra Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.”

Til presse-fotos.dk siger politiets vagtchef:

“Det ryger stadig i området, og brandvæsenet har problemer med at få slukket ilden, fordi det er et gammelt hus. Men der er ingen personskade sket. Vi har ikke mistanke om, at branden skulle være påsat.”