Brand på Fyn: Voldsomme flammer på villa med stråtækt tag

Der er mandag aften brudt brand ud på en villa på Sinebjergvej nær Faaborg på Fyn.

“Der er ild i en stråtækt ejendom. Umiddelbart kan jeg se, at man har haft fat i beboerne dernede. Alle er ude af bygningen, og det er i gåseøjne bare huset, der brænder,” siger Torben Jakobsen, vagtchef, Fyns Politi, til fyens.dk

Flammerne er voldsomme, og det ser umiddelbart ud som om, bygningen brænder ned.

“Lige så snart at det er stråtækt, så er det jo næsten umuligt at slukke. Det går så stærkt,” siger Torben Jakobsen.

Hans afløser, Sten Nyland, supplerer over for presse-fotos.dk:

“Gården brænder ned, og familien er genhuset et andet sted. Vi skal undersøge brandårsagen, men det bliver allertidligst i løbet af tirsdagen, vi kan sige noget om den.”