Brand på Amager udsendte giftig røg

Der er tidligt tirsdag aften udbrudt brand i en industribygning på Kirstinehøj i Kastrup, som udsender giftig røg.

“Vi har udsendt beredskabsmeddelelse og sirenevarsel. Folk i området Højskole Allé/Amager Landevej/Tømmerupvej/Kirstinehøj skal gå indenfor og lukke døre og vinduer,” siger vagtchef ved Københavns Poliit, Dyre Sønnicksen, til presse-fotos.dk

Varslet omfatter ikke Københavns Lufthavn i Kastrup, da røgen ifølge vagtchefen er for tynd til, at den udgør nogen fare, når den når over til lufthavnen.

LÆS OGSÅ: Stillads væltet midt i København: Giver store problemer i trafikken

“Der er gået ild i en fabrik, der producerer folier til biler – altså f.eks. reklamer og tonede ruder. Det er noget giftigt stads. Vi har fået kontakt til ejeren, der forsikrer, at der ikke er nogen inde på fabrikken. Men det kommer til at tage tid at få slukket branden. Den er ret omfattende,” siger Dyre Sønnicksen.

Årsagen til branden er endnu uklar. Det vil politiet undersøge nærmere, når det er sikkert for dem at arbejde i området. Det vil sige tidligst onsdag.

På Twitter lød det i første omgang:

“Vi advarer. I forbindelse med brand i industribygning på Kirstinehøj 54A i Kastrup udvikles der røg, som er sundhedsskadelig ved indånding. Borgere, der opholder sig i nærområdet skal gå indenfor og lukke døre og vinduer. Man kan søge information på DR.”

(Opdatering kl. 19.40: Siden har politiet afvarslet faren. Københavns Politi skriver på Twitter:

“Vi afvarsler den farlige røg fra Kirstinehøj. Branden er slukket. Hvis der er borgere i området, som får det dårligt ved f.eks. vejrtrækningsproblemer, skal man søge egen læge eller ringe 1813”)