Brand i villa: Store flammer og tyk, sort røg

Der udbrød sent søndag aften brand i en villa på Ådalsvej i Egtved.

Der var store flammer, og sort, tyk røg steg op fra stedet.

“Branden er begyndt i en brændestabel og har spredt sig til huset og naboens garage. Både vi og brandvæsenet arbejder i talende stund på stedet,” siger Torben Wind, vagtchef, Sydøstjyllands Politi, til presse-fotos.dk

Vagtchefen tilføjer, at der ikke er nogen, der er kommet til skade i forbindelse med branden.

Årsagen kender politiet ikke, og den vil de først begynde at undersøge nærmere i løbet af mandagen.