Brand i stor virksomhed

Brandvæsenet er rykket ud til virksomheden HSM

Flere brandstationer er netop nu til stede ved en virksomhedsbrand. Brandvæsenet har set sig nødsaget til at indkalde ekstra mandskab

Brandvæsenet er fredag formiddag rykket ud i en større indsats på virksomheden HSM på Bredstrupvej i Grenaa.

Her er flere brandstationer til stede i forbindelse med brand i en silo, der er placeret op ad en stor bygning.

“Vi er stadig i gang derude, men vi formoder, at vi har hindret spredning til bygningen,” siger operationschef Brian Larsen til TV 2 Østjylland.

Han oplyser samtidig, at der har været nødt til at være indkaldt ekstra mandskab på flere af de lokale brandstationer på grund af den store udrykning.

Det er efterfølgende en opgave for Østjyllands Politi at klarlægge årsagen til branden.

Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.