
Der opstod tidligt søndag aften brand i et rækkehus på Bjerringsvej i Brabrand.
Der var ikke flammer at se – men røg – og politiet har evakueret beboere fra huse i rækken, mens brandvæsenet arbejder med at slukke det, der skal slukkes.
Østjyllands Beredskab skriver på Twitter:
“Østjyllands Brandvæsen er kørt til brand i rækkehus i Brabrand. Gør plads til udrykningskøretøjerne.”
Til stiften.dk siger operationschef i Østjyllands Brandvæsen, Jørgen Hansen:
“Det er nogle gamle rækkehuse, der er brand i. Ilden har bredt sig til det ene nabohus og muligvis også det andet, men vi har styr på situationen nu.”
Opdatering kl. 21.45: Vagtchef hos Østjyllands Politi, Bo Christensen, siger til presse-fotos.dk:
“Branden opstod i et rækkehus, hvor ilden brød igennem taget. Branden bredte sig til de to naboejendomme. Vi har evakueret nogle beboere, men der er ingen, der er kommet til skade i forbindelse med branden.”






