Bombetrussel på skole – elever evakueret

Tirsdag eftermiddag er politiet rykket ud med flere patruljer, da der er kommet melding om en bombetrussel på en folkeskole.

Det skriver Østjyllands Politi på X.

Politiet beskrev i første omgang, at der var tale om et mistænkeligt forhold og derfor havde man evakueret alle elever på Elsted Skole i Lystrup.

Nu kan ordensmagten oplyse, at de er rykket ud til en trussel om en bombe på adressen.

Betjentene er i gang med at undersøge skolen og eleverne er blevet sendt til Lystrup Idrætscenter. Man er endnu ikke blevet færdige med aktionen, da der fortsat bliver lavet undersøgelser i forbindelse med truslen.

“Sagen er ved at blive undersøgt nærmere for at finde frem til, hvem der står bag”, skriver politiet på X.

For blot nogle dage siden rykkede politiet ud på en anden meget seriøs opgave i samme by. Her er en mand blevet fundet død i industrikvarteret.