Blå blink i boligkvarter: Område afspærret

Sent torsdag aften er politi og brandvæsnet rykket ud til en brand i en taglejlighed.

Mandskab blev sendt afsted af flere omgange, da der sent torsdag aften var meldinger om en brand i en taglejlighed. Man fik nemlig løbende meldinger om, at branden tog mere og mere til.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

“En genbo anmeldte, at der var brand i en lejlighed på 4. sal, det var tagetagen. Genboen kunne se tydelige flammer,” udtaler operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Thomas Jørgensen til TV2 Østjylland.

Meldingerne lød efterfølgende på, at flammerne blev kraftigere og kraftigere, og derfor fik man sendt mere mandskab mod adressen på Jyllands Allé i Aarhus.

Thomas Jørgensen fortæller dog, at meldingerne var værre end den egentlige situation.

“Vi får hurtigt sendt røgdykkere op og finder ud af, det er en mindre brand, men at den har været omkring vinduet, så det har set voldsommere ud, end det er.”

På trods af, at branden ikke var så slem som man antog, forklarer han dog at man tager den type brand meget seriøst.

“Vi sender ekstra køretøj derud, fordi det er en taglejlighed. Vi har set eksempler på, det kan udvikle sig,” siger han.

TV2 Østjylland meddeler, at branden nu er under kontrol, på trods af at man stadig kan finde to brandkøretøjer og indsatslederen på stedet.

Der er endnu ingen meldinger om personskade, ligesom man heller ikke ved, hvordan branden er startet.