Politiet har natten til torsdag konfiskeret bilen fra en 34-årig mand, der absolut ikke ville tale med dem
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eftersatte klokken 01.10 i nat en 34-årig mand på Københavnsvej ved den sydsjællandske by Ørslev, da han flygtede i sit køretøj, efter politiet rent rutinemæssigt prøvede at standse ham.
Under biljagten kørte den 34-årige mand med mere end 100 procent over det tilladte i en byzone, hvilket går ind under reglerne for vanvidskørsel.
Det skulle dog ende med at gå galt for manden.
‘Uden for Præstø på Christinelundsvej kørte den 34-årige ud på en mark og forsøgte at flygte til fods, men blev anholdt,’ lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
SE OGSÅ: VILD SKYPUMPE KOM FORBI: TRÆER VÆLTET – TAG REVET AF!
Manden er nu sigtet for vanvidskørsel, kørsel uden førerret, spirituskørsel og fornærmelig tiltale af politiembedsmand, der skete under anholdelsen.
Desuden er han også sigtet for at nægte at opgive sit navn til politiet.
Bilen, som den 34-årige kørte i, er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.