Betjente tiltalt for vold: Pressede mand ind i baggagerum

ARKIVFOTO

To politibetjente sad fredag på anklagebænken i Retten i Nykøbing. De er begge anklaget for vold mod en 19-årig mand. Den ene betjent er også anklaget for at presse manden ind i baggagerummet på mandens bil i juli 2020.

Før den dengang 19-årige mand blev presset ind i baggagerummet, skubbede den ene betjent så hårdt til manden, at denne væltede og slog hovedet på bagklappen af bilen. Derfor mener anklagemyndigheden, at de to betjente har overskredet deres magtbeføjelser.

Betjentene mener dog, at de blot passede deres arbejde.

I retten blev der vist overvågningsmateriale fra den tankstation, hvor hændelsen fandt sted. Her kan man se, at fire betjente ankommer i to patruljebiler for at tanke på benzin. Den unge mand står ved den ene stander og drikker øl, hvor en betjent giver ham besked på at flytte sig, hvis han er færdig med at tanke.

Betjentene har fortalt i retten, at manden ikke vil imødekomme betjentenes ønske, men vælger i stedet at tænde en cigaret ved standeren. Betjentene fortæller manden, at han skal slukke sin cigaret, da politibilen er i gang med at blive tanket på dette tidspunkt.

Heller ikke dette ønske vil manden imødekomme, ifølge betjentene. Derfor vælger den ene betjent at tage cigaretten ud af munden på manden og slukke den.

Denne beslutning får manden til at tale om, at Danmark er et frit land og “black lives matter”, har betjentene fortalt i retten fredag.

Holdte bevidst baggageklappen nede

Betjenten, der er anklaget for at presse baggageklappen ned over manden har fortalt, at han var bange for at blive slået, og det var helt bevidst, at han forsøgte at holde klappen nede over manden.

“Min tanke er, at han vil have fat i donkraften, tomme flasker eller andet som våben. Han skal ikke slå mig eller mine kolleger med noget derinde fra. Derfor fastholder jeg ham under bagklappen”, fortæller betjenten, ifølge DR.

Der bliver afsagt dom i sagen i næste uge.