Begravelse endte i slåskampe og påkørsler

Politiet blev sent fredag eftermiddag kaldt ud til et ‘mistænkeligt forhold’ på Graulundvej i Esbjerg. Nu forklarer vagtchefen, hvad der skete

Slagsmål, tumult og påkørsler.

Det gik helt galt for en række personer fredag før klokken 16 i forbindelse med en begravelse i Esbjerg.

“Der har været en begravelse på stedet og i forbindelse med dens afslutning, opstår der tumult og slagsmål mellem nogle af dem, der har deltaget i begravelsen,” forklarer vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Sune Loklindt til B.T..

Han oplyser desuden, at to biler bevidst påkørte hinanden.

SE OGSÅ: ANSAT PÅ SKOLE DØMT FOR KRÆNKELSER AF 19 MINDREÅRIGE PIGER

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterfølgende været talstærkt til stede i området blandt andet med hundepatruljer for at undersøge sagen, men det har politiet svært ved.

Vagtchefen fortæller nemlig, at ingen personer ønsker at medvirke, og at de fleste havde forladt stedet, da politiet ankom. En række personer blev dog tilbageholdt.

Politiet er endnu ikke klar over, hvad der førte til tumulten.