Apple udskyder udrulningen af nye AI-funktioner i Europa

Udrulningen af Apples nyligt annoncerede AI-funktioner vil blive udskudt i Europa.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af en skriftlig meddelelse fra Apple fredag.

Ifølge techgiganten er det “lovgivningsmæssige usikkerhed” i forbindelse med EU’s forordning for digitale markeder (DMA), der er årsag til udskydelsen.

– Vi tror ikke, at vi vil være i stand til at udrulle disse funktioner til vores brugere i EU i år, skriver Apple.

Det er knap to uger siden, at Apple på en præsentation i Californien løftede sløret for virksomhedens integrering af kunstig intelligens i en række styresystemer til produkter som iPhone, iPad og MacBooks.

Den integrerede kunstige intelligens kaldes Apple Intelligence og vil kunne bruges i en række apps og funktioner på virksomhedens enheder.

Techgiganten blev i begyndelsen af marts idømt en bøde på 1,8 milliarder euro, svarende til 13,4 milliarder kroner, af EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Årsagen var, at Apple håndhæver et monopol i sin App Store, som er konkurrenceforvridende, og som både rammer forbrugere og dem, der tilbyder digitale tjenester via App Store.

Bøden til Apple faldt få dage før EU’s såkaldte Digital Markets Act (DMA) blev implementeret.

Formålet med den er at regulere konkurrencen mellem digitale platforme og stille en række krav til seks store tech-virksomheder – herunder Apple.

Kravene skal blandt andet sikre, at der via disse platforme er adgang til digitale tjenester, hvor aftalen er indgået uden for platformen.

Tech-giganterne må heller ikke favorisere egne produkter på disse digitale platforme.

EU-Kommissionen indledte i slutningen af marts de første undersøgelser af overtrædelser af forordningen for digitale markeder. Undersøgelserne er blandt andet rettet mod Apple.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, advarede tirsdag – mens undersøgelserne stadig pågår – om, at Apple ikke overholder forordningen.

– Vi har en række problemer med Apple, og dem finder jeg meget alvorlige, sagde hun til tv-stationen CNBC.

Forordningen for digitale markeder giver EU-Kommissionen beføjelser til at uddele bøder og kræve strukturelle forandringer hos de virksomheder, der ikke lever op til EU-reglerne.

Bøderne kan udgøre op til ti procent af virksomhedens årlige globale omsætning.

DMI advarer lige nu mod voldsomt vejr i weekenden. Den står på skybrud og massive mængder vand flere steder i Danmark. Læs historien her.