Anholdt af politiet: Mand skyggeboksede med knive

En 29-årig mand blev mandag anholdt, da han trænede skyggeboksning med knive hjemme i sin have.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Østjyllands Politi modtog mandag kl. 11.31 en anmeldelse fra en borger i Tilst, der på en naboejendom havde set en ukendt person stå og fægte med to knive.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 29-årig mand blev fundet i gang med at skyggebokse i en privat have, mens knivene lå ved et træ nogle meter fra ham.

Manden blev bedt om at lægge sig ned på jorden med hænderne på ryggen. Derefter blev han anholdt af politiet.

Den 29-årige mand forklarede til betjentene, at han blot var i færd med at træne. Han sagde, at det havde han ofte gjort på samme måde på forskellige steder. Han vidste ikke, at man ikke måtte træne med knive.

Den 29-årige mand blev sigtet for at overtræde knivloven ved at have været i besiddelse af to knive uden et – i politiets øjne – anerkendelsesværdigt formål.

Politiet beslaglagde knivene, og de anholdt den 29-årige mand.

Han blev senere løsladt efter endt afhøring.