Ændringer i lukkeloven skal styrke turismen

Det skal være muligt for butikker i mindre danske byer at holde åbent alle dage på året.

Det mener regeringen, der foreslår at modernisere lukkeloven, så byer med under 15.000 indbyggere, kan holde åbent de helligdage, der er omfattet af loven.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at det vil bidrage til mere liv i de små byer.

– I mange mindre byer har butikkerne i bymidten problemer med at leve. De har det svært. Vi vil være med til at sikre bedre vilkår, der skaber mere liv i vores lokalsamfund, siger han.

Ændringen vil kun gælde butikker i bymidten.

I dag skal alle butikker, på nær mindre dagligvarebutikker, holde lukket på helligdage samt grundlovsdag. Samlet svarer det til 12,5 dage, hvor butikker er tvunget til at holde lukket.

Byer med flere end 15.000 indbyggere får ikke lov til at holde åbent de dage.

– Det her forslag skal hjælpe de små byer. De større byer har et helt anderledes opland for at sikre en detailhandel, siger Morten Bødskov.

I alt drejer det sig om samlet omkring 5600 butikker i mindre byer, der får lov til at holde åbent på lukkedage, oplyser erhvervsministeren.

Regeringen foreslår samtidig, at det skal blive nemmere for butikker i alle byer – både små og større – at få tilladelse til at holde åbent på lukkedage i forbindelse med årlige arrangementer.

I dag er det muligt for byer at ansøge om at holde åbent på lukkedage i forbindelse med arrangementer, men det kræver, at arrangementet har en officiel karakter.

Samtidig skal der søges tilladelse hvert år. Det ønsker regeringen at ændre, så en tilladelse gælder i ti år.

Der skal heller ikke være krav om, at arrangementet skal have officiel karakter.

– Ansøgningsprocessen er i dag relativt omstændig. Derfor er der ingen tvivl om, at det her også vil bidrage til at få skabt mere liv i vores små og mellemstore bysamfund, siger Morten Bødskov.

Begge forslag vil styrke turismen i byerne, mener ministeren.

– Når man laver den slags arrangementer, det kan være en egnsfestival, så ser vi, at der kommer flere turister. Når man samtidig tillader, at butikkerne kan holde åbent, så køber turisterne også mere, siger han.