Den store kaskelothvals død har inspireret Plastic Change til at påbegynde et stort projekt i samarbejde med klimakunstner.
I slutningen af januar strandede en 14 meter lang kaskelothval i Ålbæk Bugt nær Skagen – en af flere lignende hændelser, der er sket i år.
Kaskelothvalen blev konstateret død, og i første omgang lød det, at hvalen sultede ihjel, da den havde 11,9 kilogram fiskenet siddende i halsen.
Senere udtalte biolog, lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum Peter Rask Møller dog til Fiskeritidende, at blot et kilo af den samlede affaldsklump, der altså kom fra forskellige kilder, bestod af fiskeriredskaber.
Ikke desto mindre var det altså et både makabert og menneskeforårsaget dødsfald. Og det har sat sine spor hos klimaorganisationen Plastic Change.
I samarbejde med klimakunstner Lise Vestergaard er de blevet inspireret af den strandede kaskelothval, og vil nu sende en kunstinstallation baseret på hvalen rundt i Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Du kan være med
I en pressemeddelelse præsenterer Plastic Change projektet ‘Hvalen fra Løkken’.
Det er Plastic Change-stifteren Henrik Beha Pedersen og kunstneren Lise Vestergaard, der står bag projektet, som skal udmønte sig i en monumental kunstinstallation skabt af plastaffald.
Plastaffaldet vil blive indsamlet langs strandende ved Vesterhavet.
Derved sætter projektet altså fokus på de massive mængder plastaffald, der forurener havet.
Lise Vestergaard står for at skabe den 14 meter lange trækonstruktion, der fungerer som base for værket.
Trækonstruktionen vil blive placeret på Klitpladsen i Løkken i påsken 2027, hvorefter både kunstneren og frivillige i fællesskab vil montere plastikaffaldet på værket.
Løkken er ligeledes omdrejningspunkt for indsamlingen af materialerne til ‘Hvalen fra Løkken’.
Når værket er færdig, bliver hvalen sendt på en tur rundt i landet for til sidst at ende på Christiansborg, lyder det i Plastic Changes pressemeddelelse.
Allerede på lørdag den 20. juni åbner organisationen en udstilling om projektet i Hjemhavn og Northshores lokaler i Løkken.
I timerne inden den officielle åbning inviterer Plastic Change til en omgang ‘Beach Clean Up’, hvor der vil blive indsamlet plastik til værket.