48-årig dræbt i København: Relation mellem offer og anholdte

48-årig mand blev fundet dræbt nær Cirkeline Plads i København natten til tirsdag

I sagen om drabet på en 48-årig somalisk mand på Vesterbro i København er der en relation mellem offeret og de to anholdte mænd.

Det oplyser politiinspektør Brian Belling i Københavns Politi onsdag formiddag forud for et retsmøde senere på dagen.

Præcis hvilken relation der er tale om, ønsker han dog ikke at forklare.

Den 48-årige blev fundet liggende død kort før klokken tre natten til tirsdag nær Cirkeline Plads.

Tirsdag eftermiddag opsporede politiet to mistænkte mænd. I hvert fald den ene skal fremstilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Retsmødet ventes at finde sted onsdag eftermiddag.

Politiets tror, at forbrydelsen fandt sted i nærheden af findestedet, som ligger i krydset ved Enghavevej og Ny Carlsbergvej i København.

Onsdag formiddag ønsker politiinspektøren ikke at udtale sig om et eventuelt motiv til forbrydelsen.

Heller ikke de anholdtes stilling til sigtelsen er kendt.

/ritzau/