Det var måske passende, at det var regnen og ikke solskin, der kendetegnede vejret, da den traditionsrige Rebildfest, hvor man fejrer den amerikanske uafhængighedsdag, mandag atter en gang blev afholdt i Rebild Bakker i Nordjylland.
Det skete nemlig i skyggen af det forfærdelige skudangreb i Field’s-storcentret på Amager, hvor tre personer mistede livet og adskillige andre blev kvæstet.
I den forbindelse blev der sendt bønner til skudofrene og afholdt et minuts stilhed.
Der havde op til arrangementet været uvished, om dronningen ville deltage i dagens fejring i lyset af gårsdagens tragiske hændelser på Amager.
Dronningen ankom dog omkring klokken 14:30 for at fejre 110-års jubilæum for arrangementet, hvor der blev afholdt taler, hvor det flere gange blev påpeget, at en gal mands værk ikke skal have lov til at ødelægge noget glædeligt.











