31-årig dømt for narko-smugling: ‘Slipper’ med 16 års fængsel

Vestre Landsret idømmer onsdag en 31-årig mand 16 års fængsel i en sag om over 380 kilo amfetamin.

Det fremgår af et resume af dommen.

Straffen er dermed blevet to år kortere, end den var, da Retten i Viborg afsagde dom i sagen.

I modsætning til byretten mente landsretten ikke, at der var særdeles skærpende omstændigheder i sagen, som talte for, at straffen skulle helt op på 18 år.

Den maksimale strafferamme for grov narkokriminalitet er som udgangspunkt 16 år. Men i særlige tilfælde kan retten vælge at sprænge strafferammen.

Manden er blevet dømt for at have medvirket til indsmugling og videredistribution af ikke under 381 kilo amfetamin, omkring 940 gram ketamin og omkring to et halvt kilo kokain.