28-årig løslades efter skuddrab i Viby

Der var stort fakkeloptog til ære for den 21-årige dræbte, dengang det skete.

En 28-årig mand, som har siddet varetægtsfængslet for et drab i Viby i marts 2022, er blevet løsladt.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politikredsen understreger, at han fortsat er sigtet.

Vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard siger i pressemeddelelsen, at politiet fortsat mener, at den 28-årige mand har spillet en rolle, og at der var flere gerningsmænd.

– Den sigtede har over en længere periode været varetægtsfængslet, og der er hverken efterforskningsmæssigt eller juridisk udsigt til en hurtig afslutning af sagen, siger han.

Politiet og anklagemyndigheden vurderer ikke, at den 28-årige mand kan påvirke efterforskningen, hvis han kommer på fri fod.

Der er ifølge vicepolitiinspektøren ikke det nødvendige grundlag for at holde ham fængslet længere.

En 21-årig mand blev dræbt af skud i sin bil natten til 8. marts 2022. Politiet vurderer, at den 21-årige mand blev dræbt ved en fejl.

I lidt over et halvt år var ingen anholdt i sagen. Men den 28-årige blev anholdt og varetægtsfængslet i november 2022. Han har været fængslet siden.

SE BILLEDER OG VIDEO FRA FAKKELOPTOGE, DER FYLDTE BYEN EFTER DRABET:
Stort fakkeloptog i Viby J – til ære for 21-årig skuddræbt ung mand