22-årig kører bevidst ind i 19-årig cyklist: Sigtet for grov vold – og tre andre ting!

En 22-årig bilist er anholdt, efter at han fredag med vilje kørte ind i en 19-årig cyklist, som røg ind under bilen på Brøndumvej i Løgstør.

“Vi modtog anmeldelsen kl. 17.10. Vi har sigtet den 22-årige for at forårsage færdselsuheldet, for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, for grov vold og for at forvolde fare for andres liv og førlighed,” fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, til presse-fotos.dk

“Derudover har vi beslaglagt den 22-åriges køretøj,” fortæller vagtchefen.

Den 22-årige og den 19-årige har tilsyneladende haft en form for uoverensstemmelse, som har ført til, at bilisten jagtede cyklisten.

LÆS OGSÅ: Bilist kører bevidst ind i cyklist: Mand anholdt og iført DNA-dragt

“Hvad den uoverensstemmelse består i, har vi en fornemmelse af, men det ønsker jeg ikke at fortælle om offentligt,” siger Jesper Sørensen.

Den 19-årige cyklist er kørt på hospitalet.

“Men han er ikke kommet meget alvorligt til skade,” siger vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet nu efter afhøring af den 22-årige vil tage stilling til, hvordan de skal komme videre med sagen – herunder om han skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.