21-årig kvinde udsat for overgreb tirsdag aften: Politiet søger vidner!

Politiet efterlyser en mand, som de mistænker for at have overfaldet og forsøgt at voldtage en 21-årige kvinde tirsdag aften i den nordlige del af Anlægget i Ringsted.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Kvinden gik alene i Anlægget vest for nogle tennisbaner mellem kl. 22.00-22.30, da en ukendt mand overfaldt hende bagfra og slog hende, så hun faldt om på stien. Kvinden gjorde modstand, mens manden forsøgte at tage kvindens bukser af. Hun gjorde dog så kraftig modstand, at manden opgav og stak af fra stedet.

Overfaldsmanden beskrives som: 175-180 cm høj, almindelig af kropsbygning, hvid hudfarve og dansktalende uden nogen accent/dialekt. Han lugtede af cigaretter og alkohol.

Kvinden pådrog sig mindre skader som følge af overfaldet, men var stærkt chokeret. Politiet blev først torsdag aften bekendt med sagen, og kvinden blev herefter afhørt.

Siden har politiet efterforsket det grove overfald, men de har brug for at høre fra vidner, som har bemærket noget i forbindelse overfaldet – eller som har oplysninger om den beskrevne gerningsmand.

Han kan være blevet set under flugten fra Anlægget, hvor han løb ad en sti i vestlig retning. Under overfaldet lykkedes det kvinden at bide manden kraftigt i enten arm eller hænder, så han kan have fået tydelige skader.

Kan man hjælpe politiet, kan man ringe på tlf. 114.