19 kvæg fundet døde og mishandlet

Illustrationsfoto - Foto: Dyrenes Beskyttelse

På en landbrugsejendom er der blevet fundet døde kreaturer, som skal være døde efter mangel på foder og vand

En 31-årig landmand er tiltalt for dyremishandling, efter at der er blevet fundet døde kreaturer på hans gård.

Kreaturerne er ifølge anklageskriftet døde af blandt andet underernæring.

Det skriver TV 2 Østjylland lørdag.

Sagen bygger på, at der i 2022 blev fundet 19 kadavere i en stald på mandens gård nær den østjyske by Ølst.

Der var for mange af dyrenes tilfælde ikke tegn på, at de var blevet aflivet, lyder det i anklageskriftet ifølge TV 2 Østjylland.

I stedet skal dyrene være døde, fordi de blandt andet ikke har fået nok foder og vand.

Landmanden har ifølge tiltalen heller ikke sørget for, at dyrene blev tilset af en dyrlæge, når de var syge.

Konkret er den 31-årige tiltalt efter flere paragraffer i dyrevelfærdsloven, herunder for groft uforsvarlig behandling af dyr.

Strafferammen er op til to års fængsel.

Derudover kræver anklageren i sagen, at landmanden får frakendt retten til at beskæftige sig med dyr i en årrække.

Foruden anklagerne om dyremishandling er manden tiltalt for ikke at have opbevaret et større antal døde dyr på den rigtige måde.

Blandt andet er der ifølge anklageskriftet blevet fundet en mødding på en nærliggende mark, hvor der var rester af knogler fra kreaturer.

Ifølge anklagen er der tale om mindst 49 døde kreaturer, som landmanden frem til 2022 ikke har opbevaret korrekt eller skaffet sig af med på den rigtige måde.

Det fremgår ikke af TV 2 Østjyllands historie, hvordan den 31-årige landmand forholder sig til anklagerne.

Dyrevelfærdsloven, som manden er tiltalt efter, trådte i kraft i 2021.

Den har til formål at sikre, at dyr bliver behandlet ordentligt. Det gælder både kæledyr, vilde dyr og husdyr som kreaturer og grise.

Desuden skal loven fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener, lyder det i lovteksten.

/ritzau/