19-årig dømt for voldtægt af sin veninde

En 19-årig mand er mandag blevet idømt fængsel i to år og tre måneder for en voldtægt begået mod en jævnaldrende kvinde i maj.

Det er Retten i Randers, der har afsagt dommen, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Offeret og den dømte “var begyndt at se hinanden” og havde mødtes et par gange forud for voldtægten.

Voldtægten blev begået en sen aften på en rasteplads under en køretur.

Specialanklager Jesper Rubow fortæller, at manden nægter sig skyldig, og at der efter hans opfattelse var tale om frivillig sex.

Men kvinden har altså en anden udlægning af episoden.

– Den 19-årige kvinde fortalte kort efter episoden sin mor om voldtægten, og i retten gav hun en detaljeret forklaring af, hvad der var sket, og at hun tydeligt havde sagt fra.

– Den tiltalte forklarede omvendt, at de havde haft frivillig sex, men retten fandt altså kvindens forklaring mere troværdig, siger Jesper Rubow i pressemeddelelsen.

Overgrebet fandt sted den 17. maj.

Ud over voldtægten blev den 19-årige mand dømt for to tilfælde af vold ved i juni 2022 at have sparket en kvindelig bekendt og for i juli 2022 at have slået en mandlig bekendt i ansigtet og taget halsgreb på ham.

Derudover blev han dømt for hærværk ved at have slået hul i en dør på den adresse i Randers, hvor han havde overfaldet den anden mand.

Den 19-årige erkendte hærværket, men nægtede sig skyldig i de andre forhold. Han har taget betænkningstid, i forhold til om han vil anke dommen.

Det har han to uger til at overveje.