15-årig forsøgte at stikke af fra politiet på knallert – endte hjemme hos mor og far

En 15-årig knallertkører forsøgte at stikke af fra politiet, men det forsøg gik ikke særlig godt.

Østjyllands Politi skriver i sin døgnrapport, at en patrulje natten til mandag spottede en knallert i Hadsten – nordvest for Aarhus – som de ville kigge nærmere på.

De markerede derfor til knallertkøreren, at han skulle standse, men det havde han ikke meget lyst til.

Han forsøgte at køre fra politiet ved at køre ned af en sti, men han væltede med knallerten. Da betjentene kom derhen, havde han fået rejst sig og forsøgte at gasse op igen i et forsøg på at køre væk fra stedet. Det lykkedes imidlertid for betjentene at få ham hevet af knallerten.

Han erkendte efterfølgende, at han havde pillet lidt ved knallerten, så den kunne køre 55 kilometer i timen i stedet for de tilladte 30.

Den 15-årige bliver derfor sigtet for at køre på en ulovlig knallert.

Politiet ringede derefter til drengens far og mor. De hentede deres søn, mens politiet beslaglagde knallerten, som de nu vil undersøge nærmere.