Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har tiltalt en 15-årig dreng for drabet på en jævnaldrende dreng i Grenaa i november sidste år.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det 15-årige offer blev ramt af knivstik i brystet, har det tidligere været fremme.
Selv om drengen fik akut behandling på stedet, stod hans liv ikke til at redde.
Knivstikkeriet blev anmeldt søndag den 26. november klokken 17.46.
– Der er tale om en meget alvorlig og ulykkelig sag, hvor en dreng er dræbt ved knivstik i brystet, siger specialanklager Jesper Rübow i pressemeddelelsen.
(Artiklen forsætter under billedet)
Flere vidner overværede dele af episoden, og drengen blev anholdt samme aften.
Den 15-årige dreng, som nu er tiltalt, blev anholdt og fængslet i surrogat på en ungdomsinstitution dagen efter drabet.
Siden dengang har politiet efterforsket sagen, og nu er den blevet vurderet af anklagemyndigheden.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale for drab og subsidiært for grov vold med døden til følge.
Det betyder, at hvis retten er uenig i, at drengen er skyldig i drab, bør han efter anklagemyndighedens opfattelse dømmes for grov vold med døden til følge i stedet.
Drengen er også blevet tiltalt for forsøg på grov vold mod en tredje 15-årig dreng.
Det skyldes, at han ved samme lejlighed stak ud efter ham med kniven. Den tredje dreng blev ikke ramt.
(Artiklen forsætter under billedet)
Sagen er blevet rejst som en nævningesag, og den skal føres ved Retten i Randers.
Hvornår den skal det, er uvist for nuværende, skriver politiet.
Det vides ikke, hvordan den 15-årige dreng forholder sig til anklagen.
I forbindelse med grundlovsforhøret i sagen, hvor han blev krævet varetægtsfængslet, nedlagde dommeren referatforbud.
Det skete, før han forholdt sig til det, som på daværende tidspunkt var en sigtelse.