En person er blevet anholdt på en adresse i Slimminge, hvor politiet har været til stede de seneste timer.
Politiet har afgivet varselsskud i forbindelse med en politiaktion på en adresse i Slimminge nær Ringsted.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi klokken 00.35 natten til onsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.
– Situationen er nu endt med, at en person er anholdt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Ingen personer er ramt af skud, og der er ingen fare for de omkringboende, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Det tilføjes, at politiet har været til stede på adressen de seneste timer.
Det fremgår ikke, hvad sagen drejer sig om.
– Vi kan først komme med yderligere information i morgen tidlig (onsdag morgen, red.), skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
RITZAU
OPDATERING:
Politiet er onsdag morgen fortsat til stede på en adresse i Slimminge nær Ringsted, efter at man tirsdag aften afgav varselsskud på adressen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Episoden fandt sted i forbindelse med en politiaktion, skrev Midt- og Vestsjællands Politi klokken 00.35 natten til onsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.
– Situationen er nu endt med, at en person er anholdt.
– Ingen personer er ramt af skud, og der er ingen fare for de omkringboende, skrev Midt- og Vestsjællands Politi.
Det fremgik ikke, hvad sagen drejer sig om, og Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke oplyse yderligere onsdag morgen klokken 05.00.
– Vi kan først komme med yderligere information i morgen tidlig (onsdag morgen, red.), skrev Midt- og Vestsjællands Politi natten til onsdag.
Politiet kan blandt andet ikke oplyse den anholdtes køn og alder, eller hvad personen er sigtet for. Det kan heller ikke oplyses, hvorfor politiet affyrede et varselsskud.
Politiet oplyser dog onsdag morgen, at anmeldelsen om episoden indløb klokken 19.49.
Når politiet affyrer varselsskud, er det ikke for at ramme, men for at sende en advarsel til den eller de pågældende personer om at efterkomme et påbud.
RITZAU
OPDATERING:
Midt- og Vestsjællands Politi modtog tirsdag aften klokken 19.45 en melding om et skænderi mellem to mænd i Slimminge nær Ringsted.
Skænderiet udviklede sig, da den ene mand tog et haglgevær frem og affyrede et skud tæt forbi den anden mands hoved.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet rykkede efterfølgende ud til stedet og afspærrede området.
En 69-årig mand opholdt sig i huset sammen med sin hustru. Kort tid efter kom han ud, men da han opdagede politiets tilstedeværelse, løb han tilbage ind i huset og lukkede døren.
Herefter tog manden ladegreb på en riffel og forsøgte at rette den ud gennem et vindue.
Det fik politiet til at affyre i alt tre varselsskud. Manden forsvandt derefter igen ind i huset.
Kort efter midnat fik politiet telefonisk kontakt til manden og hans hustru. Begge kom frivilligt ud af huset og blev anholdt.
De har begge siddet til afhøring hos politiet natten igennem. Onsdag morgen skal det vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet fortsætter samtidig de tekniske undersøgelser på stedet.
Som følge af skudafgivelsen er Den Uafhængige Politiklagemyndighed orienteret om sagen.
