TV 2 afslører: Her er næste sæsons ‘X Factor’-dommere

Tirsdag kan TV 2 afsløre dommerne og værten til den kommende sæson af ‘X Factor’, der får premiere i starten af 2027.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

I starten af 2027 ruller ‘X Factor’ over de danske tv-skærme for 20. gang.

Forud for den seneste sæson af den populære sangkonkurrence skete der store ændringer i dommerteamet.

Først overgav Simon Kvamm sin dommerstol, der blev overtaget af Benjamin Hav. Og senere måtte Drew Sycamore erstatte Oh Land, da sidstnævntes nyfødte datter fik konstateret en sjælden kræftsygdom.

I juli kunne Oh Land meddele i et Instagram-opslag, at hun ikke vendte tilbage til programmet i næste sæson, da hun ikke blev tilbudt jobbet, efter datteren heldigvis blev kræftfri.

Dermed satte hun gang i spekulationer om, hvorvidt Drew Sycamores vikariat nu var blevet til en mere fast stilling.

Nu kan TV 2 afsløre, hvem der skal sidde i de tre dommerstole i den kommende sæson.

Det gør de i en pressemeddelelse, hvor det også afsløres, om Maria Fantino fortsætter i stillingen efter sin barsel.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: TV 2

‘Den her gang vil jeg tage mig sammen’

Særligt én dommer har været synonym med ‘X Factor’, siden konceptet kom til Danmark i 2008.

Det er selvfølgelig jazzmusikeren Thomas Blachman, der med undtagelse af 2010-sæsonen har været dommer i samtlige sæsoner af programmet.

Derfor er det næppe nogen overraskelse, at han også vender tilbage i år.

“Tv har sandsynliggjort min menneskelighed, beskedenhed og ikke mindst taknemmelighed. Én af min hjernes mange fordele er evnen til at analysere sig selv, alt imens jeg analyserer alle andre, der træder op foran mig. Derfor har jeg sagt ja til endnu en sæson, da min skæbne er blevet at dele al denne viden, humor og menneskeklogskab med alle abonnenterne m/k. Netop fordi disse står mig mere og mere nært, som tiden løber med os,” siger Thomas Blachman i TV 2’s pressemeddelelse.

Den rutinerede dommer får igen i år selskab af rapperen Benjamin Hav, der i sin ‘X Factor’-debut både bragte knastør humor og imponerende resultater.

I 2027 skal han forsøge at følge op på dette års sejr med den unge artist Hugo A.

“Jeg glæder mig til at være med igen, og den her gang vil jeg tage mig sammen. Den her gang vil jeg gøre mig umage og være en god ansat. Det bliver min første gang som andengangsdommer, og jeg elsker at gøre noget for første gang, for så er der ingen forventninger til, at jeg skal være god,” siger Benjamin Hav i pressemeddelelsen.

Et bredt dommerbord

Sidst, men ikke mindst, kan TV 2 afsløre, at Drew Sycamore også vender tilbage efter sidste sæsons vikariat.

“Det bliver simpelthen så fedt at være tilbage i ’X Factor’-dommerstolen imellem Benjamin og Thomas igen. Vi har det virkelig sjovt sammen, og jeg ser enormt meget frem til endnu en sæson i deres selskab. Og så kan jeg slet ikke vente med at se, hvem der træder ind i auditionlokalet i år, og hvad de har at byde på,” fortæller Drew Sycamore i pressemeddelelsen.

Genvalget af de tre dommere skyldes ifølge TV 2’s underholdningsredaktør Dorte Borregaard, blandt andet, at man hos TV 2 oplevede en god dynamik i dommerpanelet.

“Vi ser frem til igen at have Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman bag dommerbordet. Ud over at der er en god dynamik mellem de tre, repræsenterer de hver især meget forskellige genrer og musiksmag, og det er præcis det, der gør ’X Factor’ til et bredt underholdningsformat for alle,” forklarer Dorte Borregaard i pressemeddelelsen.

Værten, der skal holde styr på de tre dommere, bliver igen i år Maria Fantino. Hun var som bekendt gravid, da hun arbejdede på den seneste sæson.

Fantino fødte sønnen Lau den 24. juni 2026 og når altså at blive klar igen til den kommende sæson.

Annonce
Annonce
Annonce