13-årig pige vil se Philip Westh i øjnene i dag: Domsafsigelse

Fredag afsiger byret dom i Korsør-sagen om overgreb på tre teenagepiger. Et offer overværer sidste retsdag.

Den pige, der sidste år blev bortført og udsat for grove seksuelle overgreb, dukker fredag op i Retten i Næstved for at overvære slutningen på straffesagen mod den i dag 33-årige Philip Westh.

Det oplyser pigens bistandsadvokat, Hari Aaby Mandic.

– Min klient har efter nøje overvejelse besluttet at deltage på den sidste retsdag for at få sat et foreløbigt punktum, skriver Hari Aaby Mandic i en mail til Ritzau.

Pigen, der var 13 år, da hun i april sidste år var bortført i over et døgn, vil følge domsafsigelsen sammen med sin mor og stedfar.

Retsmødet indledes klokken 10, hvor der afsiges skyldkendelse. Den 33-årige mand på anklagebænken er tiltalt for grove overgreb mod den dengang 13-årige pige samt for at have overfaldet en 15-årig pige i 2022 og at have dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016.

Manden erkender det meste, hvad angår den 13-årige pige, mens han nægter sig skyldig i resten.

Når der er afsagt skyldkendelse, argumenterer først anklagerne og dernæst forsvareren for, hvad de mener, det bør føre til af straf til den 33-årige.

Dommen afsiges i slutningen af dagen, og her vil det fremgå, hvilken straf manden idømmes. Derefter forventer Hari Aaby Mandic at læse en udtalelse op på vegne af pigen og hendes familie.

– Vi forventer, at der vil komme en udtalelse på vegne af min klient, hendes mor og stedfar foran retten efter domsafsigelsen. Af hensyn til beskyttelsen af min klients identitet, vil udtalelsen blive læst op af mig, skriver Mandic.

Bistandsadvokaten beder om, at der vises hensyn til pigen og hendes familie, og at de ikke bliver kontaktet.

Pigen ringede til sin stedfar lørdag den 15. april 2023, da hun havde færdiggjort sin avisrute. Hun begav sig derefter på vej over til en veninde, hun havde en aftale med.

Men den 13-årige kom aldrig frem til aftalen. Hun blev ifølge anklageskriftet påkørt af en bil, så hun væltede af sin cykel. Den 33-årige tiltalte har erkendt, at han frihedsberøvede hende og kørte hende både til hans arbejdsplads i Sorø og til hans hjem i Svenstrup ved Korsør.

Det var overvågningsmateriale fra Kirkerup, som ledte politiet på sporet af manden. Han blev anholdt i sit hjem søndag den 16. april, og pigen blev i den forbindelse fundet bundet i huset.

Han blev kort efter sin anholdelse knyttet til bortførelsen og drabet på Emilie Meng, der forsvandt, da hun gik hjem fra Korsør Station natten til den 10. juli 2016.

Han er også tiltalt for et voldeligt overfald på en dengang 15-årig pige, som ifølge anklageskriftet blev truet med kniv og forsøgt bortført med henblik på voldtægt en novemberaften i 2022. Det var ved Sorø Gymnastikefterskole.

Begge ofre samt Emilie Mengs efterladte har krævet erstatning af den 33-årige, såfremt han findes skyldig i forbrydelserne mod dem.

Samlet set kræver de 1.549.919 kroner i erstatning. Det beløb kan både dække det, de har været udsat for, samt eksempelvis hjælp, de har haft brug for som følge af forbrydelserne.

I forbindelse med dommen kommer det frem, hvad de tilkendes i erstatning.

Presse-fotos.dk har kort efter retssagen begyndelse besluttet, at nævne den 33-årige tiltalte Philip Westh ved navn. Det sker blandt andet på baggrund af flere nytilkomne oplysninger samt et ophævet navneforbud. Læs mere om årsagerne her.