En lokalpolitiker blev forvekslet med Emilie Mengs drabsmand i tiden efter mandens anholdelse, og den ubehagelige oplevelse har ført til et borgerforslag.
Kort sagt går det ud på, at politiet skal have mulighed for at indføre et midlertidigt straks-navneforbud i visse sager. Det skriver TV2 Øst, der har talt med ham, og hans ønske fremgår af et borgerforslag.
Dermed ønsker lokalpolitikeren – Phillip Westh Weirup – at give politiet bemyndigelse til at træffe en afgørelse om navneforbud, før en dommer i et retsmøde har vurderet spørgsmålet.
En dommer vil så kunne omgøre beslutningen, foreslår politikeren.
I den konkrete straffesag – der startede med at omhandle bortførelse og voldtægt af en 13-årig avispige – blev gerningsmanden, Philip Patrick Westh, anholdt søndag den 16- april 2023.
Den følgende dag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved, hvor dommeren valgte at nedlægge navneforbud for manden.
Et navneforbud gør det strafbart offentligt at bringe mandens navn eller andre oplysninger, som kan føre til en identifikation af ham.
Tiltaget bør ifølge lokalpolitikeren alene være en mulighed i særlige eller ekstraordinære sager.
I perioden, fra gerningsmanden blev anholdt, til han blev fremstillet i grundlovsforhør, nåede personer på sociale medier at sprede oplysninger om, hvem den anholdte var. Men her skete forvekslingen også.
Det førte til, at politikeren ifølge TV2 Øst fik ubehagelige beskeder.
I en blev han kaldt for “klamme svin”, og dernæst fulgte beskeder med følgende indhold: “du er mistænkt for at have slået en pige ihjel og bortføre en 13-årig, hvorfor tilstår du ikke, så familien kan få fred! FØJ!! Og du har endda selv børn! Fy for satan!”
Gerningsmanden, Philip Patrick Westh, blev i byretten i sommeren 2024 idømt livstid for at have bortført, voldtaget og forsøgt at dræbe den 13-årige avispige, for et overfald på en 15-årig efterskolepige samt for at have dræbt 17-årige Emilie Meng, der forsvandt i sommeren 2016.
Phillip Westh Weirup er valgt til byrådet i Slagelse Kommune for De Konservative.
Hans borgerforslag blev oprettet på hjemmesiden borgerforslag.dk den 26. juli 2024, og det udløber på onsdag – den 22. januar.
3454 borgere støtter forslaget, der dermed er langt fra at nå grænsen på 50.000 underskrifter, før det sendes til behandling i Folketinget.