En 34-årig mand er ifølge borgere igen blevet set snige sig rundt i haver og kigge ind ad vinduer. Nu kræver politikere handling.
Borgere i Valby fortæller, at en 34-årig mand igen er blevet set snige sig rundt i haver og kigge ind ad vinduer. Nu reagerer justitsminister Nicolai Wammen på sagen.
Ifølge B.T. har manden gennem flere år skabt utryghed i hovedstadsområdet. Han er tidligere dømt flere gange for blandt andet blufærdighedskrænkelse og ulovlig indtrængen.
‘Det er helt uacceptabelt, at en mand gentagne gange gør borgere utrygge i deres eget hjem. Jeg forstår til fulde, at de er både frustrerede og bekymrede,’ siger Nicolai Wammen.
Han forventer, at politiet tager sagen alvorligt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Jeg har en klar forventning om, at politiet tager borgernes henvendelser alvorligt og bruger de muligheder, de har, for at gribe ind over for manden og få sat en stopper for den adfærd. Man skal kunne føle sig tryg i sit eget hjem,’ siger han til mediet
En af de berørte er en 18-årig kvinde, der ifølge B.T. blev traumatiseret, efter hun i sommeren 2025 opdagede manden i familiens have, mens hun lå på sofaen i undertøj. Siden har hun oplevet angst og været nervøs for at være alene hjemme.
I 2021 blev manden idømt ni måneders fængsel for at have kigget ind hos en familie i Rødovre med henblik på at tilfredsstille sig selv seksuelt. Ifølge mediet har han i alt fået otte domme fra 2016 til 2021.
Sagen vækker også vrede blandt politikere. Dansk Folkepartis retsordfører Anders Vistisen kalder situationen grotesk.
‘Det er fuldstændig grotesk, at kvinder og børn skal være bange for at opholde sig i deres egne hjem og haver, fordi en mand tilsyneladende ikke kan finde ud af at holde sig på den rigtige side af loven,’ siger han.
Også Socialdemokratiets Lea Wermelin reagerer på sagen.
‘Vi vil ikke finde os i, at et helt boligkvarter bliver chikaneret af en klam belurer. Man skal selvfølgelig kunne solbade og sænke skuldrene derhjemme uden at frygte at blive beluret, og den her sag er desværre ikke den eneste. Vi er i gang med at se på en stramning af stalkingparagraffen og højere straffe i gentagelsestilfælde, så man ikke slipper billigere, fordi man krænker 100 forskellige mennesker én gang, frem for at krænke én person 100 gange,’ siger hun.
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.
