Overraskende karriereskifte: Silas Holst scorer nyt job

Arkivfoto.

Silas Holst er kendt som en af Danmarks største musicalstjerner. Nu skifter han karrierespor og vender tilbage til det sted, hvor det hele begyndte.

Nu er det officielt.

Den 41-årige danske skuespiller og danser, der er kendt som en af Danmarks største musicalstjerner, skifter karrierespor.

Han tiltræder nu stillingen som kunstnerisk leder for Eventyrteatret – stedet, hvor hans karriere begyndte i 1992.

Det skriver Eventyrteatret i en pressemeddelelse.

“Eventyrteatret gav mig ikke bare en scene at stå på, men også modet til at drømme stort. Det er en ære at vende tilbage som kunstnerisk leder, og jeg glæder mig til at give nye generationer den samme inspiration og kærlighed til scenekunst, som jeg selv fik,” siger Silas Holst i pressemeddelelsen om den nye stilling.

Den perfekte person

Eventyrteatret fungerer som en talentfabrik, der udvikler børn og unges kunstneriske evner i professionelle omgivelser.

Blandt andet har professionelle kunstnere som Marie Dalsgaard, Michael Slebsager og Christian Bergmann tidligere været tilknyttet teatret.

Eventyrteatret finansieres primært gennem billetsalg, privat støtte og donationer. Med det nuværende karriereskifte overdrager stifter og direktør, Susanne Vognstrup, stafetten videre til SIlas Holst.

Hun har fuld tillid til, at han er i stand til at påtage sig ansvaret for at definere en ny kunstnerisk linje.

”Silas Holst bringer en fantastisk kombination af professionalisme, passion og personlig indsigt med sig. Hans tilknytning til teatret, som tidligere elev, gør ham til den perfekte person til at videreføre Eventyrteatrets vision om at skabe magi på scenen. Vi vil fortsætte med at være en platform, hvor børn og unge kan udforske deres talenter og udvikle sig både på og udenfor scenen,” lyder det fra Susanne Vognstrup i pressemeddelelsen.

Gennem sin karriere har Silas Holst opnået stor succes som danser og entertainer.

Han har blandt andet vundet danseprogrammet ‘Vild med dans’ tre gange med henholdsvis Sophie Fjellvang-Sølling i 2011, Sara Maria Franch-Mærkedahl i 2014 og Jakob Fauerby i 2019.

Derudover har han medvirket i flere anmelderroste musicals som eksempelvis ‘Saturday Night Fever‘.

Den danske festival afslører flere navne til deres 2025-plakat, og blandt de nye tilføjelser finder man et ikon fra 00’erne.