Ny podcastserie dykker ned i Københavns lydhistorie og udforsker byens ikoniske lyde, støj og stemmer gennem tiden.
Hvordan har vores opfattelse af lyd, støj og stemmer udviklet sig gennem tiden?
Det kan du nu blive klogere på i en ny podcastserie, der udviklet i et samarbejde mellem Third Ear og Københavns Museum.
Serien er en del af forsknings- og udstillingsprojektet ‘Lyden af Hovedstaden’ og giver lytterne en spændende rejse gennem hovedstadens lydlandskaber, både fortidens og nutidens.
Det skriver Københavns Museum i en pressemeddelelse.
I podcasten tager projektets forskere sammen med gæsteeksperter lytterne med på opdagelse i byens ikoniske lyde, støjklager, forsvundne stemmer samt lydens rolle i iscenesættelsen af magt og pragt.
Derudover dykker de ned i, hvad lydhistorie er, og hvad vi kan bruge den til i dag.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Forskergruppen består af:
- Pia Quist, Professor, ph.d., Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet
- Bjarne Simmelkjær Hansen, lektor, ph.d., Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet
- Kasper H. Andersen, historiker, ph.d., Moesgaard Museum
- Mikkel Thelle, seniorforsker, Nyere Tid og Verdens Kulturer, Nationalmuseet
- Projektleder og udstillingskurator: Jakob Ingemann Parby, seniorforsker, ph.d., Københavns Museum
Podcasten og det tilknyttede forskningsprojekt er finansieret gennem en bevilling fra Velux Fondens Museumsprogram.
Serien lanceres i foråret 2025 gennem Københavns Museums podcastplatform og Third Ear Studio.
Her er podcastens lancering en optakt til udstillingen ‘Lyden af København – Støj, stemmer og stilhed 1800-1920’, som åbner på Københavns Museum den 16. maj 2025.
Du kan læse mere om Lyden af Hovedstaden-projektet på deres hjemmeside.