Ny aftale giver hurtigere visning af danske kort- og dokumentarfilm på tv og beskytter producenternes rettigheder.
En ny aftale, der skal gøre det lettere og hurtigere for danske kort- og dokumentarfilm at blive vist på tv-stationernes platforme, er nu på plads.
Forhandlingerne, som har involveret DR, TV 2, Producentforeningen og Det Danske Filminstitut, er afsluttet, og parterne er altså blevet enige om en model, der følger Filmaftalen 2024-2027.
Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
I Filmaftalen 2024-27 blev det fastlagt, at “Der skal gennemføres en forhandling mellem Det Danske Filminstitut, Producentforeningen og DR og TV 2 DANMARK A/S om rettigheder, som både sikrer, at filmene hurtigt vises på tv eller på tv-stationernes platforme, og sikrer en rimelig beskyttelse af producenternes rettigheder og økonomi”.
Aftale giver kort- og dokumentarfilm bedre udbredelse
Resultatet af forhandlingerne er således en aftale, der sikrer, at alle kort- og dokumentarfilm, hvor DR eller TV 2 medvirker, får den bedst mulige udbredelse på stationernes kanaler.
Udbredelsen vil her ske med respekt til eksisterende finansieringsaftaler og muligheden for at generere indtægter i andre visningsvinduer.
Aftalen fastlægger en række normalvilkår for holdback, licens- og eksklusivitetsperiode samt rettigheder, og den er gældende frem til DR og TV 2’s Public Service aftale/tilladelse udløber i 2026.
Der vil desuden løbende blive foretaget evalueringer af aftalen, samtidig med at der vurderes en lignende aftale for spillefilm, som blev indgået i september 2024. Mens spillefilm ofte først vises i biografen, er tv-stationerne det primære distributionsvindue for de fleste dokumentarfilm.
Derfor har det været centralt i den nye aftale at finde en balance mellem tv-stationernes engagement, længden af eksklusiv visning og producenternes mulighed for yderligere finansiel udnyttelse på andre platforme.
Den nye aftale har til hensigt sikre en mere effektiv og fair distribution af danske kort- og dokumentarfilm, hvilket forventes at gavne både producenterne og seerne.