Norsk politi har fredag bragt et skib i havn i Tromsø, som mistænkes for at have været involveret i kabelsabotage i Østersøen.
Skibet “Silver Dania” er norskejet og registeret i Norge, skriver Troms Politidistrikt i en pressemeddelelse.
Fartøjet, hvis besætning er russisk, er mistænkt for at have været involveret i sabotage, lyder det.
– Der er mistanke om, at skibet har været involveret i grov beskadigelse af et fiberkabel i Østersøen mellem Letland og Sverige, skriver politiet.
Fredag formiddag er politiet til stede på skibet for at ransage det, sikre spor og afhøre besætningen.
Skibet er blevet bragt i havn på baggrund af en anmodning fra lettiske myndigheder. Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, hvilket kabel der nærmere er tale om.
Søndag blev et undervandskabel mellem Sverige og Letland beskadiget. Om aftenen beslaglagde den svenske efterretningstjeneste Säpo et fartøj, som var mistænkt for involvering i sabotage.
Det svenske medie Expressen skrev, at det var skibet “Vezhen”, som er registreret i Malta.
Det norske skib “Silver Dania” sejler mellem Sankt Petersborg inderst i Østersøen og Murmansk, som er verdens største by nord for polarcirklen.
Begge byer er russiske.
Det norske skib ankom til havnen i Tromsø fredag morgen klokken 06.40 efter en aktion, som blev indledt torsdag aften, skriver norsk politi, som fik hjælp fra kystvagten.
Både besætningen og rederiet samarbejder med de norske myndigheder, og besætningen indvilgede selv i at sejle ind til Tromsø, lyder det videre.