Torsdag formiddag er Bornholms Politi til stede på Christiansø, der ligger omkring 18 kilometer nordøst for Bornholm.
Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.
‘Vi er i øjeblikket på vej til Christiansø i forbindelse med en hændelse, som vi ikke pt. kan oplyse yderligere om. Vi opdaterer her, når vi kan sige mere,’ lyder det fra Bornholms Politi.
Politiet har efterfølgende skrevet et nyt opslag, hvor det lyder, at man er skredet til anholdelse af en 27-årig mand.
‘Bornholms Politi har ca. kl. 11 anholdt en 27-årig mand fra Rønne, der har relation til en hændelse på Christiansø. Efterforskningen pågår fortsat. Vi er til stede flere steder på Bornholm samt Christiansø. Der er ingen tilskadekomne, og der er kontrol over situationen,’ skriver Bornholms Politi på det sociale medie X.
På nuværende tidspunkt har politiet ikke konkretiseret, hvad aktionen og anholdelsen handler om.
Ifølge Bornholms Politi vil de senere melde nærmere ud om aktionen, når den præcise sigtelse mod manden er kendt.