Van Gogh har været inspireret af skagensmaleren Michael Ancher, siger analysefirma om maleri af fisker
Et maleri solgt på et loppemarked i den amerikanske delstat Minnesota kan vise sig at være mange millioner kroner værd.
Ifølge et amerikansk analysefirma er der nemlig tale om et hidtil ukendt værk af Vincent van Gogh, skriver CNN.
I en rapport skriver analysefirmaet LMI Group, at det gennem undersøgelser af lærredet, malingen og andre karakteristika er kommet frem til, at det er den hollandske kunstner, der står bag.
Firmaet ejer selv værket, som blev anskaffet i 2019. Den tidligere ejer var en samler, som havde købt det i 2016.
Maleriet forestiller en fisker, der ryger pibe, mens han reparerer et fiskenet. Bag ham ser man strand og hav, og ifølge LMI Group er værket inspireret af danske Michael Ancher. Nærmere bestemt et maleri, der forestiller den nordjyske fisker Niels Gaihede, som skagensmaleren malede i slutningen af 1800-tallet.
/ritzau/