Macron: Gæster fra ikke-EU-lande skal betale mere for entre på Louvre

Arkivfoto: Louvre

Museet Louvre i Paris skal renoveres. Det betyder dyrere billetter og en ny indgang, siger Macron.

Museumsgæster, der ikke er fra EU-lande, vil i fremtiden komme til at betale en højere pris for at besøge Louvre – det verdenskendte museum i Paris.

Det siger den franske præsident Emmanuel Macron tirsdag ifølge Reuters.

Samtidig vil museet få en ny stor indgang og hovedattraktionen, maleriet Mona Lisa af Leonardo da Vinci, vil få en ny placering.

Ændringerne er en del af en stor renovering af Louvre, der forventes at være færdig i 2031, hvor netop de forhøjede priser på entrebilletter for ikke-EU-borgere vil være en del af finansieringen.

Planen er at museet skal “redesignes, restaureres og forstørres”, siger Macron ifølge AFP.

Den nye indgang og omrokeringen af Mona Lisa skal ifølge Macron “lette på trængslen” ved den nuværende indgang under glaspyramiden, der efterhånden er en turistattraktion i sig selv.

Indgangen var ifølge France24 designet til maksimalt at tage imod fire millioner besøgende om året, men i dag modtager museet op til ni millioner.

Som en del af projektet annoncerer Macron, at der i løbet af et par måneder vil blive lanceret en international arkitekturkonkurrence om at “transformere” Louvres bygninger. Vinderne bliver udvalgt ved udgangen af året.

Udmeldingen fra Macron om en renovering af museet kommer i kølvandet på, at et fortroligt notat fra Louvres direktør Laurence des Cars til den franske kulturminister Rachida Dati i sidste uge blev lækket.

I notatet advarede direktøren ifølge AFP om en “spredning af skader i museumsrummene”.

Desuden var nogle områder på museet “ikke længere vandtætte”, mens andre havde “betydelige temperatursvingninger”.

Forholdene bringer “bevarelsen af kunstværker i fare”, skrev Laurence des Cars og understregede, at Louvres popularitet ligeledes forårsagede en “fysisk belastning” på bygningen.

/ritzau/

75 tidligere eksamensvagter har rejst en retssag mod Københavns Universitet (KU) og kræver 6,1 millioner kroner i erstatning for brud på deres ansættelsesvilkår.