Beredskabsstyrker var talstærkt til stede efter roere havde fundet liget af en mand. Nu har politiet oplysninger om, hvem han var
Det var chokerede roere fra en lokal roklub, der fredag formiddag kontaktede politiet efter at have fundet en død mand i en sø.
Kort efter alarmopkaldet kunne Presse-fotos.dks udsendte se en talstærk tilstedeværelse af politi og ambulancetjeneste omkring søen.
Lørdag er der så nye oplysninger i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Manden blev fundet i Tange Sø nord for Silkeborg fredag ved 10-tiden – og siden da har politiet forsøgt at identificere ham, mens efterforskningen af hændelsesforløbet op til mandens død også har stået på.
Lørdag eftermiddag oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at der er tale om en 78-årig mand fra lokalområdet.
‘Så har vi fået genkendt den mand, der fredag blev fundet druknet i Tange Sø. Der er umiddelbart intet, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt. Mange tak for de mange henvendelser fra borgerne, som hjalp os med at få identificeret manden,’ oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.
Manden pårørende er nu blevet underrettet om dødsfaldet.
Trods intet umiddelbart tyder på noget kriminalt bag dødsfaldet, fortsætter Midt- og Vestjyllands Politi efterforskningen af sagen.


